Hvad maoismen har at tilbyde verden

Oversætterens notat: den oprindelige tekst, som er tilgængelig på engelsk via et link nederst på siden, er betydeligt anderledes fra den danske udgave. Ikke teoretisk, men praktisk. Den oprindelige tekst tager i høj grad udgangspunkt i USA og i en nordamerikaners politiske og historiske viden, mens den danske udgave er blevet ændret, så den passer med de danske forhold. Derfor er henvisninger til revolutionære folk og organisationer fra USA, eksempelvis de Sorte Panteres Parti, blevet erstattet med henvisninger til revolutionære folk og organisationer fra Danmark, eksempelvis KFML. Dette er foregået med skribentens tilladelse.

Måske er en af de vigtigste forudsætninger for at kunne drøfte Mao, at påpege hvor meget af det vi bliver fortalt om, lad os sige Modstandsbevægelsen eller Blekingegadegruppen, af det imperialistiske kapitalistiske uddannelsessystem, de imperialistiske kapitalistiske medier og den imperialistiske kapitalistiske kultur som gennemsyrer “Vesten,” simpelthen bare er løgne og propaganda.

Samtidig er det også vigtigt at overveje, på samme måde, at uanset hvad du på nuværende tidspunkt mener om Mao, så er det, hvis alt du havde hørt er, at han og den kinesiske revolution var blodige og voldelige og hjerteløse, vigtigt at undersøge dette fra andre kilder; kilder som overklassen ikke har fuld kontrol over. Der er mange af disse hvis man leder efter dem, men for denne artikels skyld vil det være nok, hvis du i det mindste er villig til at overveje tanken, at der måske foregik en hel del flere seje ting, og en hel del færre nederen ting, under Mao end vi får at vide. Det er tilstrækkeligt at sige, at du enten har den fordomsfulde opfattelse, at hundreder af millioner af arbejdende kinesiske folk blev hjernevasket til at tro, at de styrede deres eget samfund, eller accepterer at Mao og Kinas Kommunistiske Parti gjorde en hel del ting rigtigt.

EN KONKRET TEORI OM HVORDAN MAN KAN “LAVE KOMMUNISME”: MASSELINJEN

En af marxismen-leninismen-maoismens [MLM] vigtigste bidrag i forhold til tidligere marxistiske retninger er, at den giver en bestemt mekanisme for at “lave kommunisme” uanset hvor man er—en metode som kaldes “masselinjen.”

Hvordan laver man flere kommunister? Hvordan laver man arbejderklassen og andre undertrykte grupper om til kommunister? Hvilken metode kan kommunister bruge, som kan lede på succesfuld vis?

Er det nok bare at blæse kommunistiske idéer i deres retning på en eller anden måde? At stikke dem en avis i hånden og håbe på at de læser den? Det har ikke hjulpet “Socialistisk Arbejderpolitik” og andre lignende organisationer med at vokse i årtier.

Så hvordan gør man det? Man erkender at kapital-imperialismen skaber konkrete lidelses- og undertrykkelsesformer og -erfaringer i hvert eneste område, og at disse problemer og erfaringer vil variere fra område til område. Så folket i hvert bestemte område vil have løsninger på de bestemte problemer, men kun kommunismen kan løse de problemer helt, så det følgende er hvad det kommunistiske kollektiv i hvert område gør:

For det første indsamler kollektivet massernes opfattelser. Det finder ud af (a) hvilke bestemte problemer de ønsker at løse mest, og vigtigere endnu, (b) hvad de mener er disse bestemte problemers grundlæggende årsager, (c) hvordan de mener, man bedst kan løse disse bestemte problemer gennem fælles handling i lokalsamfundet, og (d) hvorfor de mener, at disse problemer bedst kan løses af disse metoder.

Så derefter, for det andet, tager kommunisterne disse opfattelser om hvad problemerne er og hvad masserne mener man bør gøre ved dem og hvorfor, og så analyserer de dem i lyset af kommunistisk teori:

Der vil være tre grupper:

En lille gruppe “relativt tilbagestående” folk, en større gruppe “mellemfolk,” og en lille gruppe “relativt udviklede” folk. Hvad måler dette? To kombinerede ting: (1) ens bevidsthed om behovet for revolution, og (2) ens forpligtelse om at lave revolution.

Så man tager de mest udviklede folks opfattelser i det område man arbejder i og skærper dem, ved at bevare deres kerne men forstærke deres revolutionære indhold, så de bliver til (a) paroler som er skærpede former for de idéer, de selv har fortalt en om, og (b) en kampagne på baggrund af deres idéer om, hvordan opgaven foran dem kan løses. For eksempel, hvis de siger at huslejen er for høj og nævner at alle lider under den, kan vi måske finde på at sige, “I har ret, lad os omdanne vores fælles lidelse til fælles styrke ved at danne en lejerforening og gå på lejerstrejke,” ved også at påpege, ved at bruge de udtryk de selv bruger, hvordan udlejerne forsøger at hæve huslejen så meget som muligt, og hvordan hele regeringen samarbejder med dem om at være i stand til at indsamle husleje, og at strisserne arbejder sammen med udlejerne, og så videre.

Derefter præsenterer man kampagnen og parolerne for de relativt udviklede folk. Og hvis man har gjort it arbejde ordentligt, vil de elske denne kampagne som virkelig stammer fra deres egne tanker, og de vil også få en stor del af mellemfolkene (som er deres venner, familie og medarbejdere) med i kampagnen.

Hvis man udfører sin kampagne ordentligt, vil nogle af de udviklede blive kommunister, nogle af mellemfolkene vil blive udviklede, og nogle af de tilbagestående vil blive mellemfolk; og forhåbentlig vil enhver fjende som lever blandt folket (for eksempel forhærdede nazister, alfonser og enhver anden slags person som tjener til dagen og vejen ved at snylte på masserne) blive mere isoleret og mindre i stand til at skade masserne.

Derefter gentager man det igen og igen, og jo flere kommunister man rekrutterer, jo større en befolkningsdel kan man bruge masselinjen med. Og så jo større en del af befolkningen man kan bruge masselinjen med, jo flere kommunister kan man rekruttere, og så videre.

Dette er metoden som bolsjevikkerne brugte for det meste, men den var ikke rigtig teoretiseret. Mao systematiserede og teoretiserede den, og nu bruger grupper i hele verden den.

FOLK SOM BRUGER MAOISMEN ELLER ER UNDER MAOISTISK INDFLYDELSE HAR STØRST SUCCES PÅ VERDENSPLAN

De mest sejrrige revolutioner i verden lige nu er alle under ledelse af partier som benytter sig af de lektioner, den kinesiske revolution lærte os. For eksempel er revolutionen i Filippinerne en så massiv kraft i landet, at regeringen for nylig erklærede en ensidig våbenhvile i kort tid. I mellemtiden har den mest teoretisk udviklede og skarpeste revolution i verden i dag, folkekrigen i Indien, opnået en rystende succes siden den begyndte med kun et lille antal folk.

Og så nævnes folkekrigen som fandt sted i Peru ikke engang. I Peru, hvor MLM blev skabt—i et land, der blev set som svært at lave revolution i—gik revolutionen fra at være meget lille til hurtigt at være en kraft, som mange af verdens kapitalister troede ville tage magten inden et årti, som voksede i styrke og størrelse hurtigere end endog revolutionerne i Indien og Filippinerne.

Derudover bør det også tages i betragtning, at en af de mest udviklede kommunistiske bevægelser i en del af verden som mest minder om vores situation, DHKP-C i Istanbul (og også den største kommunistiske organisation i Tyrkiet), er inspireret af Mao i høj grad, og benytter sig rigtig meget af metoden om at møde materielle behov samtidig med at udføre politisk uddannelse, hvilket har hjulpet dem med at skabe områder i byens nabolag hvor strisserne og soldaterne er bange for at komme, hvorfra de støt kan udvide sig.

Alle disse steder har set tilbageslag og drejninger, og der vil komme flere i fremtiden. Men uanset den kortsigtede situation på et givent tidspunkt, viser denne klare generelle større succes, at den kinesiske revolutions lektioner, og i dag lektionerne fra folkekrigen i Peru, uden tvivl er den bedste vej fremad, hvis vi skal bygge en revolution, der virkelig vil bringe folket til magten.

MAOISMEN HAR I MODERNE TID HAFT ENORM SUCCES I DANMARK

En af de største og mest succesfulde kommunistiske organisationer i moderne tid i Danmark var Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister [KFML], der, sammen med andre lignende grupper både i Danmark (såsom Kommunistisk Arbejdskreds) og i udlandet (såsom de Sorte Panteres Parti i USA), enten var udtrykkeligt maoistiske eller meget inspireret af Mao; Kommunistisk Arbejdskreds udgav for eksempel den første danske udgave af Citater fra Forperson Mao Zedong.

Men langt vigtigere end det, brugte KFML masselinjen. De involverede sig dybt i fagarbejdet på især B&W’s bilfabrikker og blandt pædagogerne. Deres arbejde på fabrikkerne var så militant og effektivt, at Politiets Efterretningstjeneste gennemførte den såkaldte “Kineserhetz,” hvor organisationens medlemmer blev undersøgt og overvåget på alle måder for at finde ulovlige forbindelser til Kinas Kommunistiske Parti og planer om ulovligt arbejde. Deres arbejde kunne kun lade sig gøre, fordi de tog udgangspunkt i massernes konkrete behov og konflikter, og byggede revolutionær politik oven på dem. Det lod KFML vokse og til sidst danne Kommunistisk Arbejderparti, der dog havde en række alvorlige politiske fejl.

HVORDAN BEHOLDER MAN SIN SOCIALISME? KULTURREVOLUTION

Den kinesiske revolutionære erfaring besvarer også et meget vigtigt spørgsmål, som med god og bekymrende grund er blevet stillet af mange forskellige kommunistiske retninger og ikke-kommunister, som har lært om marxismen-leninismens idéer: hvordan forhindrer man sit centraliserede magtapparat i at vende sig mod folket?

I Kina fandt de ud af løsningen, selvom det skete for sent: det er sandt, som mange har tænkt, at en ny kapitalistisk klasse uafbrudt opstår inde i det kommunistiske parti under socialismen. Men dog opstår det ikke i lige høj grad og på samme måde overalt—nogle enkeltpersoner bliver korrumperet hurtigt, andre langsomt, og andre slet ikke.

Hvad er svaret? Maoismen mener at “folket, og folket alene, er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien,” og at “masserne er de sande helte, mens vi selv ofte er umodne og uvidende.” Masserne ved hvad der sker, de opdager når nogen i partiet eller andre magtpositionerer ved at blive korrupt eller tænker på en kapitalistisk måde, og ønsker at bruge deres magt til at tjene sig selv i stedet for folket.

Så løsningen er kulturrevolutionen: at opfordre masserne til at “bombardere hovedkvartererne,” ved at styrte og fordømme alle korrupte partimedlemmer og andre magthavere, såvel som at kritisere alle kulturelle aspekter som disse autoriteter forsøger at bruge til at retfærdiggøre deres magtmisbrug.

Maoismen erkender at staten ikke rent faktisk kommer til at “visne bort” af sig selv; faktisk er man nødt til at sparke lidt til processen her og der. Siden idéen om endemålet kommunismen, som skal opnås gennem en midlertidig socialistisk tidsalder, er at man ikke længere behøver en stat, fordi masserne selv har påtaget sig alle statens opgaver og udøver dem i fællesskab, er kulturrevolution en måde at fremme den proces ved at opfordre masserne til at tage initiativ, og blive modige nok til at begynde at styre samfundet selv direkte i højere og højere grad.

En stat er stadig nødvendig i løbet af denne tidsalder, og vil fortsætte med at være nødvendig indtil (a) alle verdens øvrige lande er blevet socialistiske og ikke længere udgør en eksistentiel trussel, og (b) den indre økonomi og kultur er blevet forandret så meget, at kommunismens parole, “yde efter evne og nyde efter behov,” er en realistisk materiel mulighed, og er noget der rent faktisk vil ske. Når det først sker, så laver man én sidste kulturrevolution, som afskaffer staten for altid, kommunismen opnås, og masserne styrer samfundet direkte. Der er ingen anden måde at gøre det end kulturrevolution. Men man behøver staten som folkets sande tjenere indtil da, og kulturrevolutionen er processen gennem hvilken masserne udrenser staten for kapitalistiske elementer og sørger for, at det kommunistiske parti forbliver folkets parti.

MLM-partiet er også en ny slags parti

Måden MLM-partiet i sig selv er bygget på er også anderledes fra den gamle måde, som bolsjevikkerne brugte, og det er vigtigt at forstå. MLM-partiet er med vilje bygget til at undgå at være en uforanderlig, ensidig organisation, men i stedet det modsatte: en levende ting, hvor livagtig uenighed og forandring ikke alene tillades, men aktivt opfordres til og ses som fuldstændig nødvendige. Dette vil sige at partiet fortsat kan tilpasse sig tiden det findes i, og undgå at blive sløvt. I stedet bliver det et skarpere og skarpere våben som masserne kan svinge.

MLM forstår at der altid vil findes en modsætning inde i partiet, en kamp mellem venstre, folkene i partiet som fortsat forsøger at lytte til de revolutionære massers nye idéer og lede landet fremad mod en ny verden, og højre, folkene i partiet som er blevet adskilt fra masserne og hvis idéer for det meste formes af den gamle, stillestående verden som vi forsøger at efterlade.

At bygge partiet med denne forståelse hjælper med at undgå kapitalistisk genoprettelse på mindst to måner: For det første hjælper kendsgerningen, at kamp ses som god og nødvendig, med at gøre plads til de rigtige nye idéer, som bliver ved med at opstå og til sidst vinder, selv hvis de i første omgang kun fremsættes af nogle få folk. For det andet betyder kendsgerningen, at partiet officielt erkender at mange magthavere inde i det kan og vil tage fejl, at masserne ikke alene ser det som i orden, men livsnødvendigt, at fremsætte deres kritikker—og dermed opfordres de brede folkemasser i høj grad til at stole på deres egne opfattelser og evner, så de kan opbygge en kultur hvor folket er mere og mere i stand til og ønsker at styre samfundet direkte selv.

EN VIRKELIG OG BRUGBAR STRATEGI FOR AT OPNÅ MAGT: LANGVARIG FOLKEKRIG

Til sidst giver maoismen den kommunistiske bevægelse en systematiseret politisk-militær strategi til at opnå magt for arbejderklassen, en strategi som står langt over alle andre som nogensinde er blevet udviklet. Bolsjevikkernes metode var meget succesfuld deres tid taget i begtragtning, men alle forsøg på at gentage den har ledt til fiaskoer—og en massiv, knusende modreaktion

Den maoistiske strategi, som maoisterne mener gælder for alle lande, foreslår en anden strategi end opstandsmetoden som de fleste forbinder med bolsjevikkerne. (En bedre måde at sige det kunne være, at den proces som i virkeligheden bragte bolsjevikkerne til sejren var mere lig en langvarig folkekrig, og at opstanden i 1917 bare var én del af en væbnet kamp som varede årtier.)

I stedet for at holde sig stort set lovlig indtil et glorværdigt øjeblik hvor man sætter alt på spil, gør vi det langsomt og støt. Den langvarige folkekrig har tre, måske endda fire etaper.

For det første opbygger man sine styrker. Man skal tjene folket. Man skal vinde deres opbakning. Man skal leve blandt dem og forene sig med dem. Denne etape har mange lovlige bestanddele, og den foregår i hver landsdel i stedet for tværs over hele landet på én gang.

For det andet, når man først har opbakning blandt folk som elsker og stoler på kommunisterne og giver dem støtte, påbegynder bevægelsen en strategi om guerillakrig. Guerillaerne kan “svømme i masserne som fisk i havet,” bruge 10-mod-1 overfaldstaktikker til at svække staten langsomt, stjæle deres våben og ressourcer til både partiet og til at tjene folket med, træne ens soldater, dræbe folkets fjender (for eksempel fascister, meget korrupte og onde politifolk, voldelige kriminelle som snylter på folket) som en måde at tjene folket og vinde deres opbakning og tro, og inspirere folket til at gå med.

For det tredje leder dette til en tid, hvor der findes “baseområder,” steder hvor kommunisterne har magten og strisserne og soldaterne er bange for at være. Her kan man begynde at decideret bygge det socialistiske samfund i fosterform, og at bruge disse områder til at producere ressourcer som styrker bevægelsen, politiserer masserne og spreder revolutionen til andre dele af landet. Man fortsætter med guerillataktik, men der er mange flere angreb end før, og antallet af disse angreb alene skaber et pres mod staten som nålestikkene fra den tidligere etape ikke kunne.

Til sidst, når der først er nok baseområder, begynder man at erobre hele byer på mere konventionel vis, hvor man først tager de mindre byer, derefter de store. Når man først har dem, kan man omringe hovedbyerne og afskære deres adgang til et helt lands ressourcer.

Sådan gør man et land socialistisk på vores tid. Folk overalt i verden arbejder på at få denne strategi til at køre i deres lande.

Andre vigtige aspekter af langvarig folkekrig

— Folkets våben er folkehæren. Folkehæren er en hær af ny type, fordi (a) den ikke er ligesom en imperialistisk hær, som går blandt masserne og snylter på dem; i stedet er den en arbejdende og producerende hær, som faktisk går ud på marken og deltager i produktivt arbejde for at lave mad til folket og understøtte sig selv; (b) den er en politiserende hær, der uafbrudt forbinder sig med og lærer af masserne, og hjælper dem med på skarpere og skarpere vis at forstå den bestemte mekanisme bag den bestemte slags udbytning og undertrykkelse de står over for, og hjælper dem med at se revolutionens nødvendighed for at løse problemet helt, og så videre.

— “Enhedsfronten” er en strategi som erkender, at ikke alle som kan og vil arbejde for at styrte regeringen, behøver at være kommunister eller maoister. Enhedsfronten er en stor bevægelse, meget større end partiet men vejledet af partiet, som består af masseorganisationer som kommunisterne styrer eller som har allieret sig med kommunisterne uden nødvendigvis at være styret af dem. Denne erkender at småborgerskabet, for eksempel, altså de små forretningsfolk og mange højtlønnede arbejdere, der er en enorm gruppe i vestlige lande, måske ikke har de samme klasseinteresser som arbejderklassen, så de er ikke i stand til at lede revolutionen, men mange af dem vil stadig støtte den, for de erkender jo trods alt at vi lever i et falsk demokrati og vil gerne leve i et ægte demokrati, hvor deres stemme faktisk vil blive hørt, og hvor kriminalitet og andre samfundsmæssige sygdomme er forsvundet fordi folk virkelig tages af. Og i sidste ende undertrykkes småborgerskabet stadig af de store monopolkapitalister, som styrer verdens enorme selskaber og regeringen. Så man skal vinde opbakning fra og give revolutionær vejledning til dele af alle de grupper, der måske ikke tilhører arbejderklassen, men stadig har en interesse i revolutionen.

— Endnu et aspekt af MLM er, at den kaster en stor del lys på en af revolutionens nøglespørgsmål: hvad vil det sige at tage magten? To af Maos vigtigste indsigter er, at politisk magt vokser ud af et geværløb, og at uden folkehæren, har folket ingenting—sagt på en anden måde betyder det, at med mindre masserne har de militære organisationer som er nødvendige for at de kan forsvare sig selv mens de opbygger deres nye verden, kan og vil alt som de opbygger forsvinde og blive meningsløst, så snart fjenden retter sine geværer mod dem. MLM følger op på disse indsigter med en dybsindig konklusion og giver derefter de bestemte praktiske skridt som vi er nødt til at tage, for at skabe et samfund hvor der virkelig ikke findes anden magt en folkets magt. For at bygge sådan et samfund, er vi nødt til at sørge for, at ægte magt er spredt dybt og bredt blandt masserne. Det vil sige at masserne skal militariseres: bevæbnes, trænes, styrkes og hjælpes til at danne militser. Dette vil ikke alene sige, at det nye samfund som masserne opbygger vil være bedre i stand til at forsvare sig selv mod de kapitalistiske regeringer som allerede findes, men vigtigere endnu, at selv inde i socialismen vil masserne, hvis en fløj af den nye stat nogensinde skulle finde på en vende sig mod folket, opsluge disse falske tyranner som et bevæbnet hav, og erstatte dem med folkets ægte tjenere.

Hvordan kan masserne militariseres?

For det første kan denne proces kun succesfuldt lade sig gøre, hvis revolutionens ledende kraft, selve partiet, ikke gør sig nogle vrangforestillinger om, hvor magt rent faktisk stammer fra. For at bruge et teknisk udtryk, skal partiet militariseres. Hvad det betyder i praksis er, at der skal ske to ting: (1) Hvert eneste medlem af partiet må også blive en person, der forstår på et dybt og intuitivt niveau nøjagtig hvordan klasseundertrykkelse fungerer, og hvordan man fysisk kan bekæmpe og gøre en ende på de militære kræfter, der ønsker en påtvinge den. Af denne grund må hvert eneste partimedlem også være medlem af folkehæren. (2) Partiet som helhed må gøre folkekrigen til dets arbejdes vigtigste midtpunkt. Det må indse, at dets hovedopgave er at knuse det gamle, kapitalistiske samfunds militærstyrker, samtidig med at det opbygger styrken, størrelsen og beslutsomheden af militærstyrkerne, der opfostrer og beskytter det nye, kommunistiske samfund. Praktisk talt vil dette sige, at partiet opbygger folkehæren omkring sig selv på den forsigtigste og mest tankefulde måde for at udvikle revolutionen.

Et kerneaspekt af partiets militarisering er, at den lader partiet bevare en fastere styring af folkehæren, hvilket sikrer at “partiet behersker geværet” (altså at det bevarer sit politiske lederskab over hæren) sådan at geværet “aldrig må få lov til at beherske partiet” (altså at tvinge partiet til at acceptere en bestemt slags politik). Dette er endnu vigtigere fordi et af hovedproblemerne, der ledte til kapitalismens genoprettelse i Kina var, at folkehæren i stigende grad blev afskåret fra partiet og dannede sit eget centrum for politisk magt, der konsekvent afvigede i retning af højre-opfattelser. Til sidst blev denne adskillelse udnyttet til at lade den pro-kapitalistiske fraktion erobre magten over partiet og genoprette kapitalismen. Hvis denne “kløft” mellem partiet og folkehæren ikke findes fordi partiet er militariseret, bliver det umuligt for højre at udnytte den og forsøge at svinge hæren uafhængigt af partiet.

For det andet må vi være sikre på, at enkeltpersonerne som gør mest for at tjene folket ikke bare er hvem som helst—de må være folk, som bedst vil hjælpe masserne med at få en meget klar forståelse af, hvordan magt rent faktisk fungerer og hvordan de kan få den og beholde den. Dermed må hovedfolkene som leder arbejdet blandt masserne i enhedsfronten være medlemmer af folkehæren. Dette er en ekstra og aldeles nødvendig del af arbejdet, som folkehæren laver for at tjene folket: ikke alene laver de produktivt arbejde og hjælper med at uddanne folket, ved at lære dem at analysere verden og at styre deres eget samfund—de hjælper også masserne med at forstå, hvordan magt virkelig fungerer og hvordan de kan beholde magten, lægger den sikkert og fast i massernes hænder og sikrer sig, at massernes militarisering finder sted. På denne måde opbygges enhedsfronten sådan at den er mest hjælpsom for bevægelsens hovedopgave—folkekrigen—samtidig med at masserne selv omdannes fysisk, mentalt og strategisk til at være de egentlige magthavere.

Denne måde, hvor partiet opbygger og behersker folkehæren, og folkehæren opbygger og vejleder enhedsfronten, kaldes den “koncentriske opbygning” af revolutionens tre værktøjer.

— Fjenden kan ikke besejre den langvarige folkekrig militært. Grunden til dette er som følger: Under langvarig folkekrig bliver militæret ét med folket. Og kapital-imperialisterne kan ikke dræbe soldaterne uden at dræbe hele folket. Og de kan ikke dræbe hele folket, for så ville der ingen være til at producere til dem. Så de sidder fast—de kan ikke rent faktisk dræbe de militante oftere end de militante dræber dem. På denne måde kan de militante langsomt indsamle våben og erfaring, og snylte på fjendens ressourcer for at opbygge deres bevægelse og tjene folket, og lade imperialisterne bløde til de er hvide, ved at dukke op når de ved at de kan vinde og uden nogensinde at angribe ellers. Sådan vandt de kinesiske kommunister over en talstærk og bedre bevæbnet styrke. En lignende metode blev brugt af et underbemandet og underbevæbnet Vietnam til at drive USA ud af landet. Det var sådan kommunisterne næsten styrtede de kapitalistiske regeringer i Peru og Nepal, og det er derfor at de er sådan en stor kraft i både Indien og Filippinerne i dag, selvom de begyndte som meget små grupper.

— I mellemtiden kræver den “ortodokse” opstandsstrategi, at man venter indtil det helt rigtige tidspunkt og sætter alt på spil. Et af opstandens premisser er rigtigt, i det at det siger, at kapitalismen vil opleve kriser—der er helt klart altid kriser. Men opstandsstrategien er tåbelig, i det at den siger “vent med en bunke uafprøvede ‘soldater’ indtil det helt rigtige tidspunkt, og sæt så alt på spil.” Forsøg på at bruge denne strategi er slået fejl igen og igen. I mellemtiden, så hvis man i stedet har en levende, aktiv, trænet og fuldt besluttet gruppe revolutionære, som står klar hvert eneste øjeblik, kan de, hver gang en krise opstår, udnytte krisen så vidt muligt, hvorefter de kan vende tilbage til deres sædvanlige strategi når krisens øjeblik er gået forbi. På denne måde bruges kriserne stadig og man vinder stadig på dem, men det er slet ikke så farligt i forhold til gevinsten. Ved at kæmpe langvarigt kan man i løbet af mange kriser lære at “ride bølgen” på dem, og ens punktlighed vil blive bedre og bedre, og man vil vide at man vil klare sig selvom man ikke udnytter en krises fulde potentiale, i stedet for at sætte alt på spil et øjeblik som man ikke engang er forberedt på, som opstanden ellers opfordrer til.

Det er for sejt! Hvad nu?

Hvis du føler nogle af tingene i indlægget mangler lidt klarhed, så kig på “How to learn everything a communist ought to know, from the beginning.”

Hvis du vil have en dybere, men stadig meget tilgængelig tekst om, hvordan marxisme-leninisme-maoisme ser ud i praksis, så kig på General Political Line of the Communist Party of Peru.

Hvis du gerne vil vide, hvordan du kan begynde at lave maoistisk organisering, så kig på Austins Røde Gardes holdningsdokument “Condemned to Win.”

Hvis du godt kan lide de ting RGA foreslår angående at udføre maoistisk organisering, og har brug for mindst to andre MLM kammerater at grundlægge et maoistisk kollektiv med, så kig på “Some suggestions on how to help others in your area become Marxist-Leninist-Maoist organizers.”

En sidste ting

At være maoist går ikke bare ud på at tro på, at tingene for oven er sande. Fra dens grundlag kræver maoismen, at man anvender den samme videnskabelige metode om at analysere verden, som Marx, Lenin og Mao brugte til at nå frem til disse meninger. At være maoist vil sige at udføre an analyse af hvert eneste spørgsmål i livet, stort og lille, på samme måde de analyserede verden, og at så handle dristigt på baggrund af analysen. Af denne årsag, selvom der ingen tvivl er om at maoismens ovenstående aspekter er chokerende klare og dybsindige i deres forståelse af menneskeheden og den verden vi lever i, så hvis vi for alvor vil handle på baggrund af dem, er der ingen erstatning for at studere (og egentlig opsluge) “klassikerne.” Dette tager tid, og man bør helt klart ikke vente til man er færdig før man begynder at organisere, men at opsluge klassikerne hengivent er livsnødvendigt for at man kan være helt sikker på, at det man anvender er ægte maoisme.

Kilde: https://jiminykrix.wordpress.com/2016/09/14/what-maoism-has-to-offer-the-world-and-why-so-many-former-non-communists-think-its-dope/