Stonewalls Militantfront – 2018: Et nyt år, et nyt os

Organisationen tidligere kendt som “RATPAC” [Den Revolutionære Alliance af Transpersoner imod Kapitalismen] er nu STONEWALLS MILITANTFRONT.

Vi har konsolideret vores grundlæggende forståelse af patriarkatet under kapitalismen og dets forhold til kvinder og LGBT-folk. Denne opgave blev påtaget for at bekæmpe liberalisme og post-modernisme i vores politik, og for at opretholde proletarisk feminisme over identitetspolitik. På grund af dette, vil vi ikke længere organisere udelukkende på baggrund af transkønnede identitetslinjer, men rettere sagt baseret på vores politiske forståelse af patriarkatets andet aspekt under kapitalismen (defineret forneden). Dette er ikke blot en udvidelse af vores medlemsskab, men en skærpelse af vores politik, så den er bedre i stand til at bekæmpe vores undertrykkelse og at føre revolution. Det er produktet af flere års studier, arbejde og kamp.

Denne teoretiske forståelse opsummeres rundt regnet forneden. Et mere omfattende og præcist teoretisk dokument vil komme med tiden. Vores sides navn vil ændres i den nærmeste fremtid.

RATPAC GØR PLADS TIL STONEWALLS MILITANTFRONT

RATPAC begyndte i marts 2015 med ikke mere end en håndfuld medlemmer og et ønske om at se en ende på undertrykkelsen af trans-folk. Vi manglede nogen form for konsolideret syn på hvordan dette skulle opnås, eller hvad dette i det hele taget betød, men vi var enige om én ting: kapitalismen er fjenden af de transkønnedes brede flertal, og den skal ødelægges. Vi har stået over for mange nederlag såvel som sejre i løbet af de sidste få års gang, vi har kæmpet hårdt, til tider alene for at træde vande, og vi er vokset i antal og i politisk præcision. Vi har brudt med mange forkerte opfattelser og har taget mange skridt fremad som en organisation; vi har afvist og trukket hårde streger mellem os og den liberalisme som promoveres af non-profits, NGO’er og så videre – og vi har accepteret behovet for militanthed og disciplin i vores kamp. Det næste vigtige skridt fremad for os er, at gøre forskellen på os selv som en sand revolutionær organisation og de, hvis politik ville give dagligdags transfolk alt andet end magt, klar.

Post-modernismen mangler evnen til at forstå, at der er en grundlæggende modsætning i vores samfunds virkning mellem arbejderklassen og overklassen, at alt vi gør som folk der lever i dette samfund gavner én klasse eller den anden, og at denne konflikt er kapitalismens hoveddrivkraft. Alle former for undertrykkelse, såsom hvidt overherredømme og patriarkat, har til formål at tjene overklassen og opretholde magtens nuværende fordeling. I stedet søger post-modernismen at opdele folk og “virkeligheder” i uendelige dele, baseret på deres identiteter. Den afviser idéen om objetktive sandheder, der kan og må blive undersøgt dybdegående og forstået selvstændigt af vores egne individuelle smage, og tillader kun folk at se deres egne “levede erfaringer” som sandheden. Identitetspolitik (eller hvad kan blive kaldt identitets-opportunisme eller identitets-reduktionisme) er et direkte produkt af denne politiske post-modernisme, og skal afskaffes. Denne politik søger at centrere i “stemmer” på identitets grundlag, i stedet for at centrere i en politisk linje, der er i stand til at udfordre de objektive forhold vi står over for, og på den måde erstatter den politik med individuelle identiteter og erfaringer.

Med denne er ord opstået som “afvikling” eller “dekonstruering” af det, der falsk bliver portrætteret som adskilte-men-krydsende undertrykkelsessystemer, gennem forskellige individuelle forandringer, vi kan lave på vores opførsler og sprog, baseret på identitet. Denne politiks højeste former for organisation er repræsenteret i kapitalist-venlige NGO’er og non-profits, der nu frit antager denne såkaldte sociale retfærdigheds sprog. Den har ikke skabt meget andet end tilsyneladende progressive karrierer og skriverier fra “nye vinkler,” og en ego-dreven subkultur, der har hjemme på Internettet og universitetskampusser. Folkene som inderligt opretholder denne politik, kan ofte genkendes ved deres evne til at kalde stort set alt revolutionært. Dette er let for dem, siden deres politik rent faktisk repræsenterer revolutionens likvidering.

Vi står klar til at trække en streg og bevæbne os imod både højrefløjen og de idealistiske liberale. Uden et virkelig materialistisk synspunkt vil vi helt sikkert fejle. Politisk post-moderniske er småborgerskabets ideologiske produktion, den klasse, der ikke har noget konkret forhold til produktionen af verden omkring dem, hvilket skaber politik, der heller ikke har. Vi har ikke den luksus. Vi må erkende vores plads i dette større billede, hvis vi virkelig vil se en forandring, og det kræver en omfattende analyse af hvad LGBT-undertrykkelse er, hvordan den legemliggør sig, og hvem der påvirkes af den. Vi ser dette som anderledes fra den måde som enhver post-moderne, liberal organisation orinterer sig på to måder: for det første afviser vi den opfatteæse, at dårlige individer og mikroaggressioner er kilden til undertrykkelse, vi forstår forholdet mellem LGBT-undertrykkelse og kapitalismen, og for det andet, så afviser vi totalt identitspolitik og ser det som en håbløs måde at organisere sig. Vi forstår at mens vores identiteter kan informere vores verdenssyn, er vores “levede erfaringer” underlagt klasseundertrykkelse, og dette må tages i betragtning i vores organisering. Den eneste måde, vi effektivt kan ødelægge undertrykkelsen som LGBT-folk står over for, er ved virkelig at forstå den som den rent faktisk eksisterer, som en del af hele det kapitalistiske samfunds maskineri. Alt andet er politisk forræderi mod trans-folk.

Ved at tage disse sandheder i betragtning, har vi gået opgaven i møde at konsolidere vores generelle politiske forståelse af patriarkatet under kapitalismen, hvordan det relaterer til kvinder og LGBT-folk, og hvordan dens konklusioner må informere vores nye organisatoriske form og retning.

PATRIARKATETS FORMÅL

Patriarkatets formål under kapitalismen er at opretholde et bestemt sæt arbejdsforhold der tjener kapitalistklassen, vedligeholdende og reproducerende det kapitalistiske system som helhed.

Hjørnestenen for patriarkalske forhold under ethvert klassesystem har været opdelingen af produktivt og reproduktivt arbejde. Under produktionsmåderne før kapitalismen, var dette udelukkende for udførelsen af reproduktive opgaver: at sikre hver ny generations fødsel og succesfulde opvækst til at erstatte den tidligere generation, og at vedligeholde alle de økonomiske deltageres helbred og “generelle vedligeholdelse.”

I kapitalismens, og især imperialismens, æra, har kapitalens efterspørgsler bragt kvinderne ind på arbejdsmarkedet, og der eksisterer i dag lønnet reproduktivt arbejde, såvel som kvindernes deltagelse i produktivt arbejde. I denne sammenhæng er patriarkatet opstået af en anden grund: at skabe en speciel, ekstra undertrykt del af arbejdsstyrken, der kan udbyttes endnu dybere, som tit kun ses som egnet til nogle af de mest disrespekterede og underbetalte opgaver, samtidig med at det sikres at de oprindelige reproduktive opgaver stadig fuldføres.

Tildelelsen af køn (mandligt/kvindeligt) ved fødslen i dens mest moderne form opstod ud af opdelingen af produktivt/reproduktivt arbejde og underlæggelsen af reproduktivt arbejde. Den er måden hvormed mennesker forberedes til at indtage grundlæggende økonomiske og sociale stillinger for at tjene kapitalismen, både i livet udenfor hjemmet såvel som i livet i kernefamiliens økonomiske enhed.

PATRIARKATETS HOVEDSAGELIGE ASPEKT UNDER KAPITALISMEN

Den patriarkalske undertrykkelses hovedaspekt er af kvinder som en social rolle. Dette er ikke baseret på et individs genitalier eller deres personlige identitet, men er noget der konstant besluttes og handles på af deres eksistens under kapitalismen. Siden vi forstår hvad formålet af mandlig/kvindelig kønstildelelse er i det kapitalistiske samfund, kan vi vide at denne undertrykkelse går ud over enhver, der socialt opfattes til at være tildelt kvinde ved fødslen (TKVF).

Den igangværende sociale kontrol af og handling på de, der opfattes som værende TKVF, er den måde hvorpå samfundet fortsætter, selv efter fødslen, med at tildele køn. Opfattelsen af at være TKVF, og dermed at løbende blive tildelt det “kvindelige” køn, bliver grundlaget på hvilket det kapitalistiske samfund ser en som i stand til, og dermed tvunget til, at opretholde dens “kvindeligt tildelte” aspekt af arbejdsfordelingen, og alle denne opdelings skabte opfattelser og forventinger om kvinder som følger med den: at skuldre reproduktive opgaver og visse “acceptable” arbejdsstillinger generelt, at optage en bestemt stilling inde i en kernefamilie, og at påtage sig bestemte sociale (og seksuelle) roller.

Kort sagt, så ved vi at mandlig/kvindelig kønstildeling kom fra opdelingen af produktivt og reproduktivt arbejde, og at der med disse kom en hel masse bestemte roller og måder at blive behandlet på, der medfølger hver af disse tildelinger. Vi ved at dette er til at fuldføre bestemte økonomiske opgaver og et bestemt arbejdsforhold, og at reproducere disse igen og igen i det kapitalistiske samfund. Det er folk som socialt opfattes som TKVF (og dermed igen og igen hovedsageligt bliver “tildelt hunkøn”), som er de hovedsagelige subjekter til den patriarkalske undertrykkelses hovedsagelige aspekt under kapitalismen.

I denne forståelse vil dette sige, at ikke alle TKVF-folk tilbringer livet som det hovedsagelige subjekt til patriarkatets hovedsagelige aspekt. Det vil også sige, at ikke alle folk som er det hovedsagelige subjekt til patriarkatets hovedsagelige aspekt er TKVF. Ikke alle kvinder står over for dette patriarkatets hovedsagelige aspekt, og ikke alle som står over for dette aspekt er kvinder. Det er hverken genitalier eller identitet som bestemmer om man lever som det hovedsagelige subjekt til patriarkatets hovedsagelige aspekt, men ens sociale eksistens under kapitalismen.

PATRIARKATETS UNDERORDNEDE ASPEKT

Den patriarkalske undertrykkelses underordnede aspekt er det som vi kan kalde undertrykkelsen af afvigelse fra de kodificerede tildelte roller, der svarer til opfattet kønstildeling. Dette er også tiltænkt at opretholde et meget bestemt sæt sociale forhold, der svarer til produktionsforholdene (den mandlige/kvindelige opdeling og opdelingen af produktivt og reproduktivt arbejde).

Vi kan forestille os denne afvigelse i en social sammenhæng som noget der foregår, når nogen opfattes som at være tildelt ét køn ved fødslen, men at i forskellige grader og mængder være i overensstemmelse med de sociale forhold og kendetegn, som tilhører den anden kønstildeling end deres egen. Dette kan være i præsentation og opførsel (der går imod deres opfattede tildelte køns kode) og på den måde som de har sex (hvis den opfattes som om, den ikke promoverer reproduktion og kernefamilies økonomiske enhed).

Alle personer får typisk dele af dette aspekt af patriarkatet som en del af kønstildeling og socialisering/disciplin, som de forberedes til at påtage sig tilsvarende sociale og økonomiske roller. Men når vi kigger bredt på det, ser vi et landskab i hvilket det hovedsagelige subjekt til dette underordnede aspekt af den patriarkalske undertrykkelse er LGBT-folk. Faktisk er det dette underordnede aspekt af den patriarkalske undertrykkelse, der gør det muligt at tale om LGBT uden nogen specificering. Men at pænt identicere sig eller blive defineret som LGBT, er ikke afgørende med hensyn til hvem der står over for dette aspekt af patriarkatet. Igen er dette en struktur der findes selvstændigt af identitet, og vi kan kun knuse den ved at forstå den som den findes, selvstændigt af identitet.

Dette er det aspekt af patriarkatet, der mest overser de sociale grænser mellem arbejdsfordelingens tilsvarende roller, og som ser sådan “afvigelse” som noget der underminerer de opfattelser, antagelser, selvfølgeligheder og den “sunde fornuft,” der løbende må reproduceres for at patriarkatet kan findes.

For transkvinder som generelt læses som værende tildelt mand ved fødslen, kan de ses som mænd der forræder den fælles opgave at seksuelt dominere kvinder, som fralægger sig deres tildelte roller både socialt og økonomisk, eller som udfordrer de mest livsnødvendige grundlag af “det tildelte køns iboende aspekter” der får heteroseksuelle mænd til at føle, at deres måde at være på og at se verden på (hvilket inkluderer både dem selv og kvinder) er “naturlig”.

Lesbiske kan stå over for foragt for at blive opfattet som om de “overskrider deres grænser” som kvinder, og at begrænse omfanget af det konkurrerende marked som er mændenes seksuelle dominans.

Der er utallige forekomster af forskellige mængder styrke, hvor vi kan se LGBT-folk, og endda også andre, stå over for dette underordnede aspekt af patriarkalsk undertrykkelse. Og faktisk kan vi se at inde i dette aspekt af patriarkatet, deles det, som vi forstår som hovedkraften bag vold, udnyttelse og underlæggelse af trans-folk, rent faktisk PÅ TVÆRS AF identitetslinjer. Dette er fordi den patriarkalske undertrykkelses underordnede aspekt, ligesom det hovedsagelige aspekt, har sine rødder i opretholdelsen af bestemte økonomiske og tilsvarende sociale forhold, ikke i identitet eller genitalier.

LEVE STONEWALLS MILITANTFRONT

For at handle på baggrund af den teoretiske forståelse af patriakalsk undertrykkelse og måde den påvirker LGBT-folk, som vi nyligt har taget til os, må vi ændre den måde, vi organiserer på. Kulminationen af RATPAC’s arbejde og studier har gjort plads til dens nye og mere effektive form, fra nu af kendt som Stonewalls Militantfront. SMF er en organisation baseret på en delt social bevidsthed på grund af et sæt fælles sociale forhold; vi afviser at organisere os på basis af identitet, og søger at smide liberalismens dødvægt i udførslen af vores opgave. Vi vil i stedet søge at forene alle der kan forenes på de mest videnskabelige og revolutionære politiske linjer, i at tage stilling til patriarkatets underordnede aspekt under kapitalismen. Det giver mening at et sådant projekt skulle smedes af trans-folk fra arbejderklassen, men det giver ingen mening at det skulle forblive udelukkende baseret på identitære linjer.

Navnet Stonewalls Militantfront blev meget nøje udvalgt af vores medlemmer, som et der trækker i historiske rødder og fælles bånd, samtidig med at beslutte sig om en militant, revolutionær fremtid. Stonewalloptøjerne så LGBT-folk kæmpe imod den kapitalistiske stats fodsoldater og den patriarkalske undertrykkelse som de påtvang. Den voldeligt oprørske ånd understreges af ordet “militant”. Stonewalls minde er blevet tilsølet af liberale, ligesom liberale har forsøgt at tilsøle navnet revolution. Til sidst betegner “front” at vi ønsker at gå ud over Stonewall. Stonewall var et spontant eksempel på LGBT-massernes kampånd og evner. Vi har brug for at den ånd og den retmæssige vold bliver organiseret, disciplineret og får et langvarigt mål om at erobre magten og knuse kapitalismen.

At tage denne teoretiseringen til os og grundlæggelsen af SMF repræsenterer på én gang sammenhæng og brud. Vi blev grundlagt for at give et modsvar på den patriarkalske undertrykkelse af trans-folk under kapitalismen, og vi vil fortsætte med at gøre det. Vi vil gøre det ennu bedre end nogeninde før som vi går fremad. Alligevel er grundlæggelsen af SMF også et brud. Den er et retningsskift, besluttet om en mere korrekt og effektiv måde at organisere, baseret på den konkrete virkelighed. Den er en afvisning af den intetgørende identitets-reduktionisme som har plaget LGBT-organiserings “scenen” alt for længe, en nægtelse over for at skulle forvise vores vrede til non-profits, “bevidste” spaces eller en akademisk diskurs, der er fremmed over for vores klasses interesser. Den er en beslutning om i sandhed at lave revolution og at smede en forenet militanthed, der truer selve grundlaget af det, der undertrykker os.

LEVE STONEWALLS MILITANTFRONT!