Fej bjergene bort og angrib himlene—8. marts, Arbejderkvindernes Internationale Kampdag
Dit blod er en smuk strøm
Som har vandet vor revolution
Med en fast klasseed
En rød kæmpers beslutsomhed
Der erobrer magten indtil kommunismen.
“Hymne til Kammerat Norah”
Austins Røde Garde har altid, siden vores grundlæggelse, brugt Arbejderkvindernes Internationale Kampdag som en mulighed til at hylde arbejderklassens revolutionære kvindelige ledere. Vi må dog altid spørge os selv, om hvordan vi kan vove at nævne navnene på Alexandra Kollontai, Jiang Qing, Kammerat Norah og andre, hvis vi ikke kæmper voldsomt for at gøre deres idéer til virkelighed? Vi må vove at tænke, vove at handle, vove at kæmpe og vove at vinde. Dette nødvendiggør at operationalisere vores historiske kvindelige kammeraters idéer.
Kvinder i den revolutionære bevægelse har en dobbelt byrde: de må bekæmpe patriarkatet som er iboende i det kapital-imperialistiske system, samtidig med at de må bekæmpe patriarkatet som kommer til udtryk i den revolutionære bevægelse. Post-modernismen og dens horeunger identitetspolitik, intersektionalisme og så videre, har alle genforstærket gamle former for borgerlig feminisme samtidig med at de har skabt nye former for borgerlig feminisme. Dette er fordi post-modernismens kerne er borgerlig ideologi. Et aspekt af den proletariske revolutionære kamp er at kvæle og dræbe borgerlig ideologi i os selv og i dem omkring os i bevægelsen og blandt masserne.
Soldater fra Folkets Guerrillahær i Peru
Vi må kæmpe for at etablere den proletariske feminisme – og ikke alene det, vi må operationalisere den. Dette er for at insistere på at den proletariske feminisme ikke kun er en materialistisk feminisme; den er ikke kun en filosofisk tilgang. Den er ikke en ting som findes som et etableret teoretisk organ – i det mindste ikke endnu. Med udgivelsen af Marxismen, Mariátegui og kvindebevægelsen i 1975, udgav den maoistisk-ledte kvindelige masseorganisation Folkets Kvindebevægelse den første ægte teori om emnet som ville blive kaldt “proletarisk feminisme.” Det er op til os at fortsætte efter skribenternes eksempel. Selve dette dokuments skribenter baserede deres holdninger ikk kun på deres mestren af den historiske materialisme, men også på deres erfaringer fra klasekampen op til det punkt. Ved at skuldre mindet om proletariske og undertrykte kvinder, ville disse selvsamme skribenter senere indlede, og i visse tilfælde aktivt kæmpe i, folkekrigen i Peru som en del af Perus Kommunistiske Parti.
Denne praksis var smelteovnen som marxismen-leninismen-maoismen, især maoismen, proletariatets vejledende ideologi, blev udviklet i. Ud af hver eneste revolution og revolutionær bevægelse til dags dato, havde denne den højeste grad af kvindedeltagelse – i partiet, i Folkets Guerrillahær og i den revolutionære enhedsfront. Perus Kommunistiske Parti var det eneste parti som havde 60 procent kvinder i dets centralkomité og to tredjedele kvinder i politburoet, dets højeste ledende organ. Dette kan kun forstås som et resultat af at udføre en rigtig linje med hensyn til kvindebevægelsen i Peru, som opbygge kvindelige ledere og uddannede dem i revolutionær vold, hvilket smedede dem som røde kæmpere.
Vores teorier har ikke et eneste øjeblik fået lov til at udvikle sig adskilt fra vores praksis, og dette er ganske vist stadig sandt. Hvis vi gerne vil velsigne vores læber med storslåede kvindelige kæmperes navne, så må vi forstå nødvendigheden af at udvikle vores teorier yderligere med proletarisk feministisk praksis, og intet mindre. Vi må følge op på deres trusler om at erobre verden og befrie kvinder. Hvordan ser dette ud? Som med alle ting må vi undersøge vores egne evner, og stræbe efter at få dem til at møde de konkrete betingelser som vi lever under.
I Austin har den revolutionære massebevægelse taget sådanne fremskridt. Revolutionære studerende og deres tilhængere har stormet den institutionelle borgerlige uddannelses kongerige ved at konfrontere seriemishandleren af kvinder professor Richard Morrisett. Taler blev holdt som opfordrede til skabelsen af en militant kvindeorganisation. Revolutionære LGBT-folk har identificeret forbindelsen mellem deres særlige undertrykkelser og patriarkatet, fundet fælles ting at forene sig om og har genformuleret deres arbejde og tilgang for bedre at kunne bekæmpe patriarkatet. På nabolagsniveauet har man mobiliseret kvinder fra undertrykte nationer for at stå imod invasionen fra hvide overklasseparasitter, der ønsker at fordrive dem. Hos gentrificeringen er det altid arbejderklassens enlige mødre som står overfor fordrivelsens tungeste byrde. Kvinder i bevægelsen og blandt de udviklede masser er blevet trænet i regelmæssigt grundlæggende selvforsvar. Både ubevæbnet og bevæbnet selvforsvar har været grundpiller i den lokale bevægelse. Kvinder og deres kammerater har forberedt at udvikle denne kamp yderligere, ikke kun i tankernes verden, men i klassekampens verden.
Fremskridtene som finder sted ses heller ikke kun i Austin. Kansas Citys Revolutionære Kollektiv har inspireret os i høj grad med deres arbejde inden for dette spørgsmål; vi har set de hårdeste revolutionære kvinder i Midtvesten rejse sig. I Los Angeles forbereder vores søskende i den Røde Garde kvindemasserne og deres tilhængere for at forsvare deres lokalsamfund, ved at danne en forsvarsenhed for proletariske kvinder i Boyle Heights, mens mordraten på arbejderklassens chicana’er konstant stiger. I Charlotte, North Carolina, har vores kammerater valgt den hårde vej til at konfrontere post-modernistiske fordrejelser af kvindekampen, bekæmpet dårlig identitetspolitik blandt sig selv og hejst maoismens røde banner, sådan at alle kan se at de kæmper for at gøre den proletariske feminisme til en realitet. Ingen af vores organisationer ville være de kæmpende enheder som de er, uden kvinders deltagelse og lederskab.
Maoister må altid, skridt efter skridt, afprøve deres ord med handling. Lokale mishandlende folk har to muligheder: når det kan lade sig gøre, uddannes og rettes og arbejdes de ud af deres fejl, og bliver på den måde omdannet fra patriarkalske tænkere til proletarfeministiske tænkere, altid i frohold til vores evne til at forandre dem gennem klassekampen. Mænd, selv arbejderklassens mænd, bliver hjernevasket af patriarkalsk borgerlig ideologi og vil garanteret begå nogle fejl. For at blive fulde revolutionære må denne borgerlige ideologi blive konfronteret ideologisk af en organiseret politisk kraft. I nogle sager forlanger blodsforbrydelser blod, og fysiske overgreb kræver fysiske konfrontationer.Voldtægtsforbrydere, mishandlere og andre anti-kvindelige forbrydere bør stå ansigt til ansigt med de revolutionære kvinders voldelige vrede. I alle sager kommer det store antal kvinder i vores klasse og deres evne til at leve og handle som revolutionære i første række. For at kvinder skal kunne rejse sig fra vores klasse og blive ledere af vores klasse, må deres evne til at gøre oprør blive fuldt ud forstået, respekteret og forsvaret. Alt andet end dette er en hul liberal feminisme, der står i modstand til vores klasses kvinders interesser.
Denne 8. marts er det ikke nok bare at tale om de kvindelige heltinder fra vores fortids storslåede kommunistiske kampe. Disse heltinder må nu inspirere os til at vove mere og mere, til at stå ansigt til ansigt med patriarkalske sociale og økonomiske forhold, at feje bjergene bort og angribe himlen. Vi må omforme os selv som bevægelse i deres ild. Vi opfordrer alle tilhængere til at slå ud mod patriarkatet på nye og kreative måder, at danne kvinders forsvarsgrupper, at organisere rettelse for dem som har begået fejl eller gengæld mod mishandlere som er gået over stregen. Institutioner og forretninger som snylter på kvinder bør ikke spares. Vi opfordrer masserne til at blive organiseret skridt efter skridt for at angribe dem. I sidste ende, så hvis vi ønsker sand lighed for kvinder, må vi kæmpe utrætteligt for revolutionær kommunisme. Vi må se til at det parti som opbygges her bliver af den slags som man opnåede i Peru, nemlig et som udnytter de proletariske kvinders fulde revolutionære potentiale. Vi må forestille os at kvinder skal stå i spidsen for dette projekt. Vi må anerkende, hejse og forsvare vores kvindelige ledere som urokkeligt tjente vores nye og voksende bevægelse. På Arbejderkvindernes Internationale Kampdag ærer vi dem og arbejderklassens ubesejrelige kvinder.
—Austins Røde Garde, 1. marts 2018