Den proletariske feminisme og stien til kvindebefrielse

Af Komitéen for Folkets Kvindebevægelse [Movimiento Feminino Popular – MFP]

Udgivet i den trykte udgave af bladet El Pueblo nr. 67, marts 2018.

Kvinder fra folkemasserne er en vigtig del af massekampens udvikling. I dag er en kamp ved at begynde i kvindeorganisationernes hjerte, mellem den proletariske feminisme og den borgerlige feminisme. Mødre, hustruer, arbejdere, kæmpere leder efter en sti, og derfor er det yderst vigtigt at det bliver arbejderklassens ideologi som vejleder deres arbejde.

Opfattelsen om kvinden, en afspejling af politik og økonomi

I hvert eneste samfund afspejler de mest udbredte opfattelser det økonomiske og politiske grundlag som vedligeholder samfundet. Disse opfattelser overføres især gennem uddannelse og medierne. Derfor stammer opfattelser om kvinder også fra det grundlag. I vores land er kapitalismen tilbagestående og har et halvfeudalt grundlag, og dermed er ideologien og forestillingen om kvinders rolle tilbagestående og feudal. Med andre ord, historisk reaktionær og patriarkalsk.

Derfra kan vi forstå at opfattelsen om kvinder som mindre værd end mænd ikke faldt ned fra himlen. Den opstod heller ikke med kapitalismen, faktisk er den meget ældre, den blev født som et produkt af klassesamfundets og privatejendommens opståen for flere århundreder siden. På grund af dette kan kvindeundertrykkelse kun forsvinde i et kommunistisk samfund, hvor privat ejendomsret ikke længere findes inden for produktionsmidlerne.

I Chile, på trods af at de gerne vil skabe illusionen om et “moderne” land, er vi kvinder politisk, økonomisk og kulturelt undervurderet. De elendige leveforhold som den bureaukratiske kapitalisme (kapitalisme som er tilbagestående og underlagt udenlandsk kapital) påtvinger, rammer kvinder fra folkets klasser hårdest.

Kvinder udkæmper ikke alle den samme kamp

Den proletariske feminisme forklarer at kvinden i folkets klasser udbyttes og undertrykkes. For det første fordi hun er en del af folket, og for det andet fordi hun er kvinde. Med andre ord lider hun under undertrykkelse på baggrund af klasse og køn. På grund af dette lever alle kvinder ikke i den samme skyttegrav, for der findes også kvinder som udbytter folket, nemlig fra vores lands monopol- og ågerkarleklasser.

På den anden side har vi kvinder fra folkeklasserne, som udgør det store flertal: arbejdere, bønder, midlertidige arbejdere, hjemmearbejdere, migranter, små handelsfolk, studerende, intellektuelle og professionelle, osv. De arbejder alle, ud over at arbejde produktivt, i hjemmet, hvor de opfostrer børn og støtter familien uden betaling. Det er også disse kvinder fra folkeklasserne som er stærkest over for modgang når de kæmper for boliger, for lønninger gennem strejken, eller for retten til uddannelse. Det bedste eksempel på denne tapperhed og mod er mapuche-kvinderne i deres kamp for jord og overlevelse som folk.

Ikke-proletariske opfattelser om kvinder opdeler folket

Borgerlig og småborgerlig feminisme kigger på spørgsmålet fra et især kulturelt sted, og adskiller det fra dets politiske og økonomiske grundlag. Og værre endnu, de foreslår en individualistisk sti til befrielse, som aldrig nogensinde vil kunne erobre rettigheder til kvinder, fordi som vi har sagt, stammer kvindeundertrykkelse fra de sociale produktionsforhold. Og på grund af det må vi kæmpe for at forandre dem, for at ødelægge den gamle stat som forsvarer dem, ved at binde os til kampen for den nydemokratiske revolution.

Inde i synene som opdeler os som folk findes der nogle mere genstridige holdninger, som påstår at problemet består i at mænd er “onde,” mens andre påstår at kvindebefrielse kan opsummeres nærmest udelukkende i seksuel frihed og endda i socialudvikling, og centrerer i at konkurrere med mænd. Samtidigleder den småborgerlige feminisme efter løsningen på problemet om dobbelt undertrykkelse, på grund af en mangel på forståelse af det materielle og klassemæssige grundlag, i individuel befrielse: “min krop, mit valg,” “jeg befrier mig selv,” og ikke i den fælles kamp mod klasse- og kønsundertrykkelse af kvinder fra folkeklasserne sammen med deres mandlige modstykker.

Opfattelsen at vi kan bortfeje mandschauvinisme gennem individuel befrielse er en illusion, eftersom problemets rødder er at finde i vores samfunds politiske og økonomiske grundlag. Kun ved at ændre dette vil vi være i stand til at bortfeje mandschauvinismen som er et af patriarkatets træk. Derfor er alle skridt hen mod at forene kvinder i kampen og bekæmpe mandschauvinismen samtidig en udvikling i denne forstand. Det er også mændende blandt folket som aktivt forener sig med kampen, der er nødt til at bekæmpe de mandschauvinistiske opfattelser som de er blevet uddannet i, og på den måde gå frem sammen med deres kvindelige modstykker.

Vi hilser folkeklassernes kvinder som organiserer sig, som vover at gå, diskuttere og lede efter stien til befrielse. Vi hilser deres energiske styrke, som udvises i mobiliseringsdagene og i deres dagligdags kampe. Modige kvinder fra folkeklasserne som udvikler deres klasses stilling, som står imod hver eneste slags undertrykkelse og udbytning, som løfter hovedet for at kæmpe mod den mishandling og vold som udøves mod dem, ligesom et voksende antal mandlige modstykker gør.

Uden kvinders befrielse kan menneskeheden aldrig blive fri. Uden klassebevidste kvinders kamp kan der ikke blive nogen revolution. “Kvindespørgsmålet” er ikke et mindre problem. Kvinders rolle er livsnødvendig for den revolutionære kamp.

Sæt kvindernes revolutionære raseri fri!

Kilde: http://elpueblo.cl/2018/03/07/el-feminismo-proletario-y-el-camino-para-la-liberacion-de-la-mujer-2/