Klassekrigens ånd lever videre i vores kamp

Der er gået hundrede år siden begyndelsen på Finlands arbejderevolution og -klassekrig. Vi ønsker at minde om dette jubilæum og invitere til at overveje dens betydning i dag.

For hundrede år siden var Finland opdelt i to krigsførende lejre, de røde og de hvide. De røde var for arbejderklassens sag, og de hvide for borgerskabets. Hvem var arbejderne og hvem var borgerskabet?

Borgerskabet ejede alt på Jorden, især statsmagten, der støttede sig på væbnede hvide garder, de såkaldte civilgarder. Derfor var Finlands daværende overklasse allerede dengang borgerskabet. Foruden dets egne sønner organiserede borgerskabet byernes småborgerskab og de landlige rige og mellemstore jordbesiddere og deres lejesvænde ind i de hvide garder og til sidst kontra-revolutionens hovedkraft, den hvide hær.

På den ande side led arbejderne på arbejdet eller som arbejdsløse, men ikke i tro ydmyghed. Allerede siden det 19. århundrede havde de kæmpet økonomisk og politisk, men inden for borgerskabets rammer. Kun den Røde Gardes oprettelse tillod arbejderklassen at tage sin skæbne i egne hænder. Ud over arbejderne gik fattigbønderne og især håndværkerne med i de røde garder. Bondestanden findes ikke længere i Finland, men de rødes efterkommere samles hovedsageligt i den kvantitativt voksede arbejderklasse. Lad os være stolte over disse rødder og lad os handle for at fuldføre deres arbejde!

Men hvordan er modsætningen mellem klasserne i dag? Ligesom i gamle dage – der findes en håndfuld rige borgere og en enorm fattig masse som borgerskabet undertrykker. Arbejderklassen lider stadig på arbejdet og som arbejdsløse, og borgerskabet horder stadig alt til sig selv. Men den beklagelige forskel er at i dag har borgerskabet al magten uden at blive udfordret. Fagbevægelsen handler for det meste kun under dens medlemmers pres, og når den handler er det kun for delvise sager, ikke for magten. Alle partierne dedikerer sig til borgerskabets regler og har givet det en voldsmonopol.

Elendigheden omkring os er resultatet af de rødes nederlag i 1918, på hvilket grundlag de sejrrige hvide slagtere etablerede deres nuværende eksisterende borgerlige stat. Kun en ny klassekrig kan forandre vores nederlag til sejr. Derfor vil vi ikke glemme og ikke tilgive, om det så havde været tusinde år siden klassekrigen. Men vi fattige kan ikke engang vente hundrede år, borgerskabets blodtørst er så enorm. Ud over udbytning og undertrykkelse kvæles vi især af fascismen og generelt af naturens ødelæggelse, hvis løsning vil blive en stor byrde for opbygningen af et nyt samfund.

I dag trykker borgerskabet de arbejdsløse ned så meget de vil. Det trykker hele vores klasse ned og påvirker også de af os med jobs. Massearbejdsløshed producerer et overskud af arbejdskraft, hvilket sænker dens pris. Af den grund er det bedst for de med jobs at kæmpe mod arbejdsløshed og de arbejdsløses undertrykkelse. Allerværst har de langvarigt arbejdsløse det, som trues af alle mulige slags “aktiveringsmodeller” til at falde ud af vores klasse og dykke ned i narkohandel og andre slags kriminelle aktiviteter rettet mod arbejderklassen. Vi kan heller ikke tolerere hjemløshed og ødelæggelsen af de fattigstes helbred, når samfundet har mere end rigeligt til at betale for grundlæggende behov. Lad os hjælpe hinanden med at organisere os for at tjene folket og udføre revolutionen!

Der er også de som kommer iblandt os med ondskabsfulde intentioner. Fascister som giver indvandring skylden for arbejdsløshed, og organiserer terror imod vores klasses enhed. Fascismen vokser ikke ud af ingenting, men gror frem fra den hundredeårige borgerlige stats frø på dette terræn. Derudover vokser den ikke kun fra græsrødderne, men er en ulige udviklende tendens som gennemtrænger hele dette kapitalistiske samfund. På statsligt niveau er den synlig i genindførelsen af væbnede eller let væbnede organisationer som komplimenterer hæren og politiet. Nye hvide garder organiseres privat og offentligt til at tjene borgerskabet i skruebrækkeri og hvid terror. Derfor er den anti-fascistiske kamp altid en klassekamp, og sådan må den også forstås. For at vinde denne kamp har arbejderklassen brug for enhed mod racismen og sexismen såvel som international solidaritet.

Med klassekrigens historiske jubilæumsweekend sammenfalder præsidentvalgene, i hvilke vi får tilbudt alle mulige slags klovne. De er alle fjender af arbejderklassen, og ingen af dem bør blive stemt på. Uden at gå mere op i valgene end det bør vi bringe klassekrigens ånd ind i alle kampe og demonstrationer på alle fronter, ved at begynde med “aktiveringsmodellen,” Kvindernes Internationale Kampdag og 1. maj!

Blandt de rødes bedste arv er det vigtigt at huske at uden magten har vi ingenting, men at alt kan opnås ved at man vover at kæmpe. Arbejderklassens enhed og kampen for magten er løsningen. Når arbejderklassen er ved magten findes der hverken arbejdsløshed eller fascisme. Vi forenes af den forståelse at arbejderklassen må og skal være i centrum af kampen mod al undertrykkelse, og at anti-fascistisk kamp er massernes arbejde som forbereder revolutionen og et bedre i morgen, uden udbytning, undertrykkelse og elendighed. Gå med os!

Leve revolutionen!

Tamperes Anti-Fascistiske Arbejdsgruppe
Tamperes Kommunistiske Ungdom
Kollektivet det Røde Flag

Kilde: https://kuolemafasismille.wordpress.com/2018/01/27/luokkasodan-perinto-elaa-taistelussamme/