Fra oprør til krig: lad os optrappe den strategiske defensiv i kampen mod gentrificeringen til en ligevægt!

Fra oprør til krig: lad os optrappe den strategiske defensiv i kampen mod gentrificeringen til en ligevægt!

Ved mødet og marchen som koalitionen Forsvar Boyle Heights (DBH) indkaldte til for omkring tre uger sigen, ved navn “For kærlighed til ghettoen,” den 7. februar, fandt både fremskridt og tilbageslag sted. Det følgende er en opsummering af natten fra den militante march-bloks ledere, den Røde Garde – Los Angeles (RGLA).

Pansernes stigende tilstedeværelse i krigen mod gentrificering

Inden omkring klokken 17 overvågede panserne fra LAPD’s Hollenbeck-division allerede mødet tæt, mens folk som støttede DBH var ved at ordne stole, borde og andre materialer til aftenen ved Mariachi Plaza. En hvid Dodge Charger med pansere i uniform var parkeret i nærheden. Pansere gik op til folk som støttede DBH for at foreslå at marchen skulle begrænses til fortovet, og at mødets organisatorer skulle kommunikere med panserne. De flest folk nægtede at kommunikere med panserne, bortset fra en gæstetaler som, uden at kende til nogle af aftenens planer, svarede så vagt som muligt. Hen mod enden på det DBH-ledte offentlige møde annoncerede en plan om at marchere igennem Boyle Heights uden at afsløre ruten, dens mål eller lederskab.

Planen, som den blev afsløret, gik på at marchere hen mod kunstgallerierne i Boyle Heights såkaldte “kunstdistrikt” og at fokusere på hovedmålet, de nye bryggerier. En polemik mod bryggerierne og gentrificeringen generelt fra DBH var blevet offentliggjort dagen før, og en Facebook-begivenhed for det offentlige møde ved Mariachi Plaza havde været offentlig i tæt på en måned. Selvom den fungerede som en opfordring til militante og beskyttere af lokalsamfundet og masserne om at dukke op, så holdt den i sidste ende marchens militanthed tilbage. Hollenbeck-divisionens pansere var godt forberedt eftersom de har en tilsyneladende god, men ufærdig, forståelse af hvor militant Boyle Heights anti-gentrificeringsbevægelse er. Vi siger at de har en god forståelse af bevægelsens i det hele taget voksede militanthed, men den er ufærdig fordi de ikke forstår dens essens. De forstår ikke fuldt ud bevægelsens soldaters høje disciplinsniveau og nøgne revolutionære uselviskhed, soldater som har kastet deres aktivismes døde hud fra sig.

Tiden til aktivisme er slut. Nu er det tid til krig.

Hollenbeck-divisionens pansere endte med at forsøge at følge den RGLA-ledte march-blok med politi-motorcykler, civile Ford Crown Victorias og Doge Chargers tæt bag ved, foran og ventende ved de fleste hjørne – med én eller to undtagelser. Selvom ruten ikke var offentlig, var det rimelig klart at de marcherende var på vej mod de fleste af de berømte kunstgallerier.

Det første stop var ved en chicano-marionetborgerlig institution ved navn Self-Help Graphics & Art. RGLA opsummerede og analyserede kort institutionens klasse og forrædere over for chicano-nationen, og nævnte specifikt Alfred Fraijo, Jr. som en af folkets hovedfjender på grund af hvordan han smider proletariske indvandrere og chicano’er i lokalsamfundet ud af deres boliger, såvel som hans trofaste skødehundsagtige (marionetslige) tjeneste til ærke-gentrificereren Vera Campbell – en af de rigeste kapitalist-gentrificerere i Boyle Heights.

Derefter fortsatte de militante langs resten af ruten. Men pansernes tilstedeværelse fortsatte, hvis den altså ikke tog til. RGLA’s operationsledere skabte planer for hvis panserne dukkede op ved marchens begyndelse. En plan, som nogle militante havde fortalt de marcherende om ved et kort strategisk tilbagetog midt i marchen, var at afslutte marchen tidligt og sprede sig. Men det blev besluttet at fortsætte marchen af to årsager: 1.) fordi målet stadig var inden for rækkevidde – at på omfattende vis skræmme gentrificererne som bor i kunstdistriktet og at konfrontere bryggerierne ved kunstdistriktets gallerisamling i nærheden af 7th og Anderson, og 2.) tidligere på aftenen, ved enden på DBH’s møde, havde langt størstedelen af de tilstedeværende kollektivt svoret at forsvare Boyle Heights – og langt størstedelen bestod af de udviklede og mellemste lag af Boyle Heights’ og Los Angeles’ masser, som svor at ville kæmpe med alle midler op til og inklusiv at lade deres liv og risikere fængsling – mod de kollaboratoriske statslige-og-ikke-statslige gentrificereres og deres panserhærs strategiske offensiv.

Dette var ikke en borgerlig udøvelse af ytrings- og forsamlingsfriheden som den borgerlig aktivist ville sige. De to førnævnte årsager var den militære operations vejledende filosofi.

I sidste ende var det indlysende og beviseligt rigtigt ikke at efterlade operationen. Målet blev opfyldt på entusiastisk vis.

Nødvendige farer for et nødvendigt udfald

Som nævnt tidligere var panserne stabilt til stede både forrest og bagerst i march-blokken. Derfor vendte operationslederne tilbage til en hjælpeplan med en nær-umiddelbar justering. Selvom planen lykkedes i at opfylde operationens formål og mål, var dens fejl farlige fordi den ikke tog visse scenarier i betragtning. Af den grund udsatte den kammerater for mere fare. Alligevel blev det, i overensstemmelse med march-blokkens kollektive ed, besluttet at faren var nødvendig, komme hvad der vil, knippelsuppe, anholdelse eller værre.

Det var indlysende at der blev gjort forsøg på at undgå og forhindre politiets tilstedeværelse, hvilket inkluderede at gå fra marchen og løbe i massevis fra panserne og hurtigt ændre rute til foran 356 Mission. Dette løb fungerede på kort sigt. I en forhastet tale, forhastet fordi man kunne se pansernes motorcykler omringe march-blokken, gav RGLA og en person som støttede DBH en analyse af hvorfor 356 Mission forbliver endnu en af folkets hovedfjender, hvor især kapitalist-gentrificereren Gavin Brown og den småborgerlige kunstner Laura Owens blev nævnt.

Men alt i alt kunne march-blokkens hastighed ikke hamle op med politimotorcyklernes hastighed. Mange militante blev forpustede. Militante og allierede delte bekymringer om deres helbred og fysiske sundhed. Nogle kunne høres sige at fra nu af ville de ryge mindre, motionere mere osv., for i virkeligheden at militarisere sig.

Endnu et stop var ved nogle kunstneres bolig-galleri hvor militante stod oven på biler og kastede tungt affald ind over et tungt smedejernshegn. Andre militante rystede hegnet og slog en skraldespand med tungt skyts gentagne gange. Målet var at sikre at galleriets beboere var vågne og klar over march-blokken og dens tørst efter revolutionær vold.

Gentrificerer-hipsterne var skræmt fra vid og sans. Panserne kunne ses rette deres lys mod hipstere som gik ud af eller rundt om kunstgallerierne og bryggerierne, og fortælle dem at de skulle gå indenfor, sikkert for at låse dørene og holde sig væk fra vinduerne. Dette var en rød alarm for gentrificererne.

Hvis det ikke var klart for nogle af masserne til stede i march-blokken, så gjorde dette eksempel det klart at panserne kun findes i det kapitalistiske samfund for at beskytte privatejendommen og de undertrykkende lag og klasser.

I løbet af marchen og operationen flyttede de bagerste og midterste militante dæk, bodskilte, traffikkegler og skraldespande ud på gaden for midlertidigt at forsinke og blokere de forfølgende politimotorcykler.

Den endelige konfrontation ved bryggerierne

March-blokken nåede på et tidspunkt til sit sidste stop, folkets nyligt navngivne fjender, bryggerierne. Det var her at konfrontationen med panserne blev skærpet, men alt i alt forblev ret tam. Lige nøjagtig på grund af pansernes tilstedeværelse tæt på, blev der udøvet minimal forstyrrelse og skade mod fjenden.

Det var her hvor nok de mest dristige og modige aktioner fandt sted under den RGLA-ledte march-blok som del af operationen. Det var uklart nøjagtig hvilke skader havde fundet sted, men mange offentlige opslag på de sociale medier eller personlige rapporter påstod at de militante kastede tunge ting ind i et bryggeri, mure, vinduer og anden ejendom, og begik hærværk mod fartøjer – hvilket inkluderede at “Fuck hipstere” blev spraymalet på en bil i nærheden. Men fjenden har endnu ikke fremvist et eneste bevis. Uden beviser kan vi ikke sige at det faktisk skete. Alligevel fortsatte konfrontationen, men i sidste ende kom intet stort ud af det, ud over nogle få vrede og traumatiserede gentrificerer-hipstere. Man kunne se en bede eller meditere med hans hænder trykket sammen ansigt til ansigt med demonstranterne, tilsyneladende som et borgerligt symbol på meningsløs protest. Dette er ikke for sjov. Det er et tegn på hårde tider for folkets fjender.

Mens operationens sidste aktion var fin nok, var den ikke tilfredsstillende. Folket ville have mere, men panserne var for tæt på til virkelig at kunne sætte massernes og de militantes fulde raseri fri. Men vi hylder dog stadig march-blokkens handlinger.

Mens fjenden, gentrificerer-hipsterne, ikke flygtede i massevis, samledes nogle folk dog i en enkelt jeep, U-vendte og kørte ned ad Anderson og 7th.

Gnisten fra krigen mod gentrificering vil tænde den langvarige folkekrigs præriebrand

I sidste ende opløste march-blokken sig og gik mod 7th Street. Det blev diskuteret og folk blev enige om under et kort møde at kampen havde været for retfærdig. RGLA-operationens ledere talte om de to forskellige former for vold, revolutionær vold og reaktionær vold. Vi sagde at den eneste måde man kan stå imod gentrificeringen og kapitalismen er gennem den revolutionære volds mestren og popularisering. March-blokken udtrykte sin enighed på entusiastisk vis.

Gentrificeringskrigen i Boyle Heights status blev analyseret. De militante er få. Fjenden er ikke. De militantes styrke er værdig men svag i sammenligning. Fjendens er ikke. De militante er dårligt bevæbnet. Fjenden er ikke. Dette er mindre bekymrende, for som maoister ved vi at bevæbning naturligt følger efter når vi gør politikken til befaler mens vi opbygger masserne. Men i sidste ende er begge siders styrke i et dialektisk forhold og forandrer sig. Mens en side vokser sig stærkere, bliver den anden sparket ned på et svagere niveau.

På nuværende tidspunkt er krigsførelsens metode mobil guerrillataktik, hvilket passer sammen med anti-gentrificeringskrigens status som strategisk defensiv.

I vores analyse vil de militante ikke kæmpe retfærdigt, og derfor vil vi alle vinde.

Dog er vi nødt til at selv-kritisere for at have ignoreret de oprindelige planer uden at have udviklet hjælpeplaner fuldt ud. På grund af det var det meget sandsynligt at en eller flere kammerater kunne være blevet anholdt, skadet eller være i løbet af den aktion. Selvom tab er uundgåelige i krig, vil vi som operationsledere blive bedre til at mestre militær operationsplanlægning og nedsætte faren for tab så meget som muligt.

RGLA, de militante og masserne er usårlige fordi vi har bevist vores karakter som militante i en voksende hær, smedet i kampens ild. Vi er underlagt et højt centraliseret og disciplineret organisatorisk organ, RGLA, som vejledes af maoismens usårlige ideologi. Vi støttes populært af massernes udviklede og mellemste lag.

Disse militære operationer er en del af større forberedelser til den kommende langvarige folkekrig. De militante og visse af massernes lag ser ud til at forandre sig til soldater, folkehærens fremtidige soldater.

Som maoister ser vi ikke den langvarige folkekrigs indledning som en fjern dag i fremtiden, men rettere sagt som en prøve om liv eller død som vi altid træner til. Militære operationer, som den vi har nævnt i denne opsummering, bør ses som en anvendelse af en af maoismens vigtigste aspekter, den langvarige folkekrigs almengyldighed. Som en almengyldighed findes den over alt, hele tiden, med eller uden nogens anerkendelse, meget lig tyngdekraften eller luften som vi indånder. For at kunne udføre langvarig folkekrig fuldt og succesfuldt, bør den svinges af et ægte især maoistisk kommunistisk parti, med en anti-revisionistisk enhedsfront som forener de militariserede masser med det militariserede parti, og folkehæren som også består af soldater som er militante fra partiet og masserne.

Det er indlysende at skillelinjen er blevet trukket. Spørgsmålet blev stillet, eden fremsat, ved DBH’s begivenhed af mødets facilitator, “Hvor mange er jer vil gøre det som er nødvendigt for at forsvare Boyle Heights masser?” Næsten enstemmigt stak de 40-50 deltagere deres hænder op mod nattehimlen. Linjen trækkes af de militante og masserne – og denne aktion fungerede som en cementering. Man kan ikke stå på midten af vejen i kampen mod gentrificeringen. Der findes kun to linjer, den om at kæmpe mod gentrificeringen og at svinge den revolutionære volds usårlighed, eller den om at støtte de statslige-og-ikke-statslige gentrificereres reaktionære vold.

Som maoister vil vi ikke vente på krigen med at blive soldater. Vi bliver soldater hver eneste dag, i og uden for små og store operationer, og ved at tjene folket. Disse anonyme maskerede militante og masserne styrker vores kamp, vores vejledende ideologi og vores beslutsomhed. Militarisér alle de før-partiske maoistiske grupperinger i landet! Militarisér landets masser! Grib fast om marxismen-leninismen-maoismen, især maoismen!

Leve de anonyme maskerede militante og masserne som risikerer deres frihed og liv for Boyle Heights’ forsvar!

Leve marxismen-leninismen-maoismen, især maoismen!

Leve opbyningen af det kommunistiske parti, enhedsfronten og folkehæren!

Kilde: https://redguardsla.org/2018/02/20/from-rebellion-to-war-escalate-the-anti-gentrification-strategic-defensive-to-equilibrium/